onsdag den 1. oktober 2008

Hvor meget kan der være på én knallert?

Trafikken her i Jos er temmelig hektisk. En god kur mod trafikskræk, for man bliver simpelthen bare nød til at slappe af og tænke på noget andet, der er ikke noget at gøre. Bilerne kører helt tæt på hinanden og overhaler på kryds og tværs, og så dytter de helt vildt! Der er et dyt for alt her i Nigeria. Man dytter, hvis man vil overhale, hvis man vil hilse, hvis man bliver overhalet, eller hvis man bare har lyst til at dytte, tror jeg.. Faktisk er det en uskrevet regel, at hvis man kører galt og ikke har dyttet, så er det ens egen skyld. Desuden fylder de bilerne til bristepunktet. Der kan nemt være 7 voksne mænd i en almindelig bil og ellers en masse majs eller andre ting. Bilsyn er der vist heller ikke noget, der hedder. Der kører mange gamle, gamle biler rundt og i det hele taget har alle biler masser af buler og ridser. Mellem alle disse biler, kører der en masse masse knallerter rundt. Knallerter kan virkelig bruges til ALT. Her er blot et par eksempler på, hvad der kan være på sådan en knallert:
-En hel familie med far, mor og tre børn: Far styrer knallerten og moderen sidder bagpå. Det ene barn sider på skødet af faderen, det andet mellem mor og far og det tredje på ryggen af moderen.
-Ja faktisk kan der være to voksne og fire små skolebørn: To på skødet af far og to på mor.
-En mand og en kæmpe sæk kød.
-To mænd og tre store levende geder stablet ovenpå hinanden.
-To mænd og et 30”-fjernsyn – vel og mærket ikke fladskærm!
-To mænd og to ko-hoveder med horn.
-To mænd og en stor glasdør på højkant.
..og alverdens andre store ting. Der er ikke noget man ikke kan køre med på en knallert. Og som det også ses heraf, ser man meget sjældent en knallert med kun én person på. Nigerianerne forstår virkeligt at udnytte dette køretøj til fulde.

Ingen kommentarer: